Hvorfor egentlig have fokus på at opøve evnen til at lytte? Vi hører vel som regel det, der bliver sagt, vi samtaler med vores omverden og mener vel næppe, at tale i én lind strøm.
Men forleden slog det mig alligevel atter en gang, hvilken forskel der er på at høre og virkelig at lytte aktivt. I fredags blev Det Kgl. Kapels symfonikoncert transmitteret på P2, bl.a. med Sibelius’ 2. symfoni på programmet. Tonerne fyldte stuen alt imens en masse gøremål kom fra hånden. Men trods at Sibelius’ vidunderlige symfoni er en absolut favorit, registrerede jeg, at denne smukke lyd egentlig mest af alt blot var blevet til fragmenter, til brudstykker, som dybest set gik fra smuk lyd til forstyrrende støj. Måske skabte det en stemning i stuen, men pludselig det gik op for mig, at jeg jo missede det hele! I stedet satte jeg mig med partituret og nærlyttede til Kapellets fantastiske klang, fraseringer, fortolkninger, tempi, soloer og sammenspil. Et helt univers åbnede sig (igen en gang), man fatter ikke, hvilken nuancerigdom, der ligger i sådan et symfoniorkester og sådan et værk. Og man nærmest fornemmer den mættede stemning til koncerten, koncentrationen, ihærdigheden fra musikerne om at levere deres ypperste lige netop i det øjeblik.
En musiker har for nylig udtalt: Hun synes ærlig talt, at det var lidt opreklameret med al den snak om nuet. Måske, fordi vi arbejder med den som grundpræmis hele tiden. Nuet er ikke et spørgsmål til en koncert.
Så igen blev det klart, hvilken kæmpe rigdom, der ligger lige for fødderne af os allesammen, og som bliver udfoldet, hvis blot vi donerer vores opmærksomhed, vores tid, vores tilstedeværelse. Dette gælder jo ikke kun i musikken.
Hvad sker der når f.eks. en leder for alvor begynder at lytte? Måske ligger løsningerne og potentialer lige foran os, hvis vi mere end blot hører efter.
Det er i hvert fald min erfaring-og værd at udforske, vil jeg mene. Læs mere under ‘Kunsten at Lytte’.