Vores daglige rytme er fuldstændig ændret. Og det kan føles virkelig krævende. Men rytmen er én ting. Hvad der er meget mere grundlæggende, er pulsfornemmelsen – eller mangel på samme.
Der er vel næppe nogen, som ikke mærker voldsomme ændringer og indgriben i vores hverdag i øjeblikket. Jeg håber selvfølgelig på, at I og jeres nærmeste er ved godt helbred – vigtigst af alt!
Men i denne tid bliver det tydeligt for os allesammen, hvor meget de daglige rutiner og rytmer betyder. Det er virkelig krævende at skulle opfinde en struktur og hverdag – hver dag! Hvad end det gælder dem, der stadig går på arbejde under ændrede forhold, dem, der arbejder hjemmefra eller dem, som ikke kan udføre deres arbejde i øjeblikket. I mit eget tilfælde er der to små børn hjemme, som til dagligt går i en Steinerbørnehave. Her ligger fokus netop på både den daglige rytme, men også årstiderne og naturens egen rytme. De taler om ind – og udånding. Det er helt tydeligt, hvordan den manglende rytme påvirker os alle, også selvom vi gør, hvad vi kan og bruger mange kræfter på at forsøge at lave en ny rytme. Der er både utrolig mange, dejlige stunder, hvor det virkelig er vidunderligt at have tid med mine børn og opleve verdenen med dem. Men det skaber også utidighed og søgen og det kan være svært at holde fokus, motivation og finde en retning – for os alle.
Men dét, der i mine øjne er den helt store udfordring, er ikke at rytmen – for en tid – ændres. Det er snarere, at vi ikke ved, hvor længe! Dét oplever jeg i hvert fald som svært.
I arbejdet med ledergrupper og teams, havner fokus næsten altid på snakken om RYTME og PULS. Pulsen er det helt grundlæggende for os allesammen. Det forudsigelige, stabile, fælles “hjerteslag”. Dét, som gør, at alle kan spille forskellige stemmer, forskellige rytmer. Det er uanset om vi er to, der spiller sammen eller et helt symfoniorkester. I orkestret, er det dirigenten, som formidler den fælles puls, og hver musiker skal kunne forstå den tydeligt og tage den til sig. Således kan alle spille hver deres stemme. Spiller vi i mindre ensembler uden dirigent, har vi stadig en fælles puls. Også når tempoet går op eller ned, ligesom vores hjerte kan slå hurtigere eller langsommere, er det vigtige, at det er stabilt og forudsigeligt med den fælles puls.
Men lige nu, er det som om vi ikke ved, hvornår det næste nedslag kommer. Som om, vi hænger på en fermat. En fermat er (ifølge wikipedia) “navnet på det musikalske hviletegn 
der betegner at den node eller pause, over hvilken det anbringes, skal udholdes en vis ikke nærmere bestemt tid ud over dens egentlige værdi eller varighed”. Men vi kan bare ikke komme videre. Som om, at dirigenten står med hænderne i luften og ikke giver os det næste slag. Vi har tabt pulsfornemmelsen. Og dét gør os helt fundamentalt usikre.
Så vores opgave er nu, at tage tiden i egen hånd. Danne en pulsfornemmelse i vores bittesmå enheder. Hvad end man bor alene, med børn / familie eller med andre. Hvad end man arbejder eller ej. Tiden og livet er på en vis måde lagt ud til den enkelte og pludselig ikke dikteret af omverdenen. Så det er krævende. Men også en kæmpe mulighed.
Det tilbyder tid sammen i den helt nære familie. Noget, som rigtig mange sukker efter i dagligdagen. Og det er en chance for at lave om på rutiner, som vi måske ikke har vovet at pille ved, men som vi måske godt ved, ikke har været gavnlige. Det tilbyder os et blik på, hvad der virkelig er vigtigt for os. Og hvad der ikke er.
Og hvad der bliver rigtig vigtigt, når vi kommer på den anden side af corona er, at finde en ny virkelighed – sammen! Vi kan ikke fortsætte hvor vi slap. Noget er forandret. Og det stiller endnu højere krav til at finde nye rytmer, – og en fælles puls!
Jeg åbner op for personlig sparring online, så vi sammen kan hjælpes ad om at opretholde rytmen og lave nogle nedslag, som skaber en pulsfornemmelse. Det kan være et dagligt opkald om morgenen, et en gang om ugen, et om aftenen for at planlægge næste dag eller hvad, der nu er brug for. Det er svært at gøre selv – vi behøver hinanden til det.
Pas på hinanden!