Tid er bedst, når man glemmer den. Når den forsvinder og bliver forvandlet til indhold. Men langt det meste i vores vestlige kultur er forholdt til tid i diverse måleenheder. Egentlig paradoksalt, når nu de fleste kender glæden ved at glemme tid og sted.
For at få lov at glemme det omgivende, kræves én enkel investering: os selv. Kun i fordybelsen og tilstedeværelsen åbenbarer lag og facetter sig, som aldrig vil kunne gøre deres tilsynekomst i overfladiskheden.
Med musikken er det netop sådan. Hengiver man sig, går man i dybden, med en enkel tone, en frase, et værk, kommer belønningen øjeblikkeligt. Man kommer i kontakt med noget, som hæver sig langt op over dagligdagens skærmydsler, og får perspektivet foræret med højder, dybder og vidder, som i travlhed ikke har en chance for at udfolde sig. Og pudsigt nok, er det i denne ‘glemsomhed’ af tid og sted, når vi giver slip, at vi kan lære allermest og efterfølgende blive klogere både på os selv og på de sammenhænge vi indgår i. Det eneste der kræves er, at vi tør være tilstede og lade os optage. Noget, som i vores type samfund ikke er givet, men som skal hæges og værnes om. Heldigvis synes der at være et stigende behov for mere end det umiddelbare. Og investerer vi os selv, giver vi tid, har vi chance for at glemme den. Og i stedet lade den blive til noget meget mere interessant- til rum.