I en i øvrigt spændende, livgivende og inspirerende samtale, blev jeg spurgt om, hvad min definition af ordet dannelse var. Som i protreptikken, en måde at lære sig selv bedre at kende, ved at reflektere over et begreb. Mit bud blev, uden nærmere overvejelse, at det måtte være en bredde i viden og erfaringer, som sætter én i stand til at sætte tingene, sig selv, sit fag i relation til noget andet. At stille det i forhold til, skabe en referenceramme, som gør det muligt hele tiden at se selv det snævreste felt i en samfundsmæssig eller anden kontekst og gøre det relativt. Ellers er det jo, at vi forbliver i detaillen, på ‘fnidder’niveauet, og glemmer metaplanet, som gør os i stand til at se både os selv og vores omgivelser i større perspektiv.
Og på den måde kan man måske sige, at dannelse skaber frihed for den enkelte. Får vi mulighed for at hæve os op på et højere abstraktionsniveau, se sammenhænge, spejle os og betragte os selv og det, vi er en del af, er min oplevelse, at det sætter os fri og forløser. Har vi ikke dannelsen, bredden, kan det blive endimensionelt,- og vi mister perspektivet.
Klassisk musik må i følge den definition da i høj grad være bidragende til en højere dannelse i kraft af dens evne til at sætte ting i relief.
For et par uger siden afholdte jeg to workshops for hhv. projektledere fra hele verden og en flok ledende ingeniører. Man kan spørge sig selv, om de har glæde og gavn af en musisk dannelse. Tilbagemeldingerne signalerede klart, at det havde de. For dem var det netop befriende at mulighed for at få indblik i en for mange ukendt verden. Og dernæst kunne blive klogere på deres eget leder-skab, ved at spejle sig i dirigenter, i musiske arbejdsmetoder, termer og begreber, som beskrev dem selv og deres virksomhed i et andet sprog. Det satte ganske enkelt hjernen på et andet arbejde, lod blikket se nye sammen-hænge og lod øret høre ellers måske overhørte detailler.
Så jo, dannelse er vigtig. Og højner kunstarerne dannelsen, da er de livsnødvendige for at bevare perspektivet.