For en musiker er det som oftest en gave at kunne give det, man holder allermest af; nemlig musikken. Måske fordi man selv opfatter det som en gave at være forundt at arbejde med den, være midt i den, omringet og opslugt af den. Og denne gave vil man som udøvende musiker gerne give videre, formidle og dele. Indføre andre i denne verden, lade dem opleve den levende musik, sanse den og lade sig henføre til det ordløse univers, som for mange kan være tiltrængt og forløsende.
Det er muligt at vi musikere faktisk lever i et stærkt afhængigheds-forhold! Afhængige af denne sindstilstand, hvor sjælen kan få vinger, hvor man kan koncentrere sig om et nonverbalt udtryk, som bevæger sig på andre niveauer end det, vi vanligvis skal forholde os til. Afhængige af fordybelsen, af dét, som opleves som liggende uden for en selv.
Ofte hører jeg musikere sige, at de har vældig travlt, og i forlængelse af dette, kommer altid: ’Det er jo dejligt, jeg skal ikke klage’! Jo mere musik, der er i deres liv, desto bedre.
Musikken er en gave! Giv den til medarbejdere som et levende alternativ til den traditionelle julekurv. Giv dem en oplevelse, som kan inspirere, berige og skabe fællesskab i den mørke vintertid.
Det er som regel det, der betyder allermest.